Til forsiden Astrologi Krystaller Mennesket Tarotkort Symboler De syv stråler E-mail

 











 

 

Tarotkortenes oprindelse

Man kender ikke tarotkortenes oprindelse, men de er sikkert meget gamle. Måske stammer de fra det gamle Ægyptens mysterieskoler, hvor man havde en hieroglyf-bog bestående af 78 kort. Eller fra den jødiske tradition, hvor der i det hebraiske alfabet er 22 bogstaver og den kabbalistiske betydning af disse, svarer til betydningen af den store arkanas 22 kort. Kortenes symbolik kan også henføre dem til Det fjerne Østen. De første kendte tarotkort dukkede op i middelalderens Europa i det 15. århundrede.

Navnet Tarot kan stamme fra mange forskellige områder og folkeslag. Fra Italien er betegnelser som Tarocchi og Tarocco kendt fra området omkring floden Taro. Okkultisten Paul Foster Case dannede udfra rota (som betyder hjul) tetragrammet ROTA TARO ORAT TORA ATOR som betyder noget i retning af "Hjulet i tarotten bekendtgør Ators lov", hvor Ator er et begyndende kaos i den Ægyptiske kosmogoni. Endnu en oprindelse af navnet kan være fra den jødiske lov, Toraen, som er nedfældet i de fem Mosebøger. Helt enkelt kan tarot også stamme fra sigøjnernes navn for et kortspil, som er tar. Endeligt hed den Ægyptiske gud for skrivekunst og magi Thoth og navnet tarot kan også stamme herfra.

Tarotkortene giver os en enestående mulighed for at undersøge vores egen psyke og på den måde opnå et samarbejde med den. På kortene er der symbolske billeder af arketypiske figurer, som kan minde os om os selv og den vej vi skal gå for at blive hele mennesker. Kortene indeholder en ydre og en indre sandhed. Den ydre kan vi umiddelbart komme i kontakt med, den indre skal vi arbejde lidt mere med for at nå.

Den ydre sandhed kan nås gennem at betragte det kort vi trækker. Hvad forestiller kortet, hvordan påvirker det mig, hvilke følelser giver det mig, hvilke symboler er der på kortet og hvad siger de mig, hvad minder det mig om i min hverdag, minder kortet mig om bestemte personer, bliver jeg tiltrukket eller frastødt osv. Det gælder om at se på billedet og analysere alle sider af sagen ud fra såvel et personligt plan som et mere almengyldigt plan. Det er meningen at tarotkortet skal få os til at studere og fordybe os. Vi skal være nysgerrige og slå op i leksikon, i astrologiske bøger, okkulte værker og meget andet.

Den indre sandhed kan kun opleves intuitivt eventuelt gennem meditation over kortet, og vil først afsløres, når vi er parate til at modtage den okkulte viden, der er skjult i kortets symbolik. 

Tarotsættene er udformet af mange forskellige folkeslag og kunstnere i tidens løb, og de er da også meget forskellige. De kort der beskrives her blev designet af Arthur Edward Waite (1857-1942) og tegnet af Pamela Coleman Smith og kaldes Rider-Waite-sættet. Waite tilføjede tarotkortene mange Rosenkreuzeriske og alkymistiske symboler ligesom han tilføjede billeder på alle kortene i den lille arkana.

Tarotsættet indeholder i alt 78 kort som er delt i Den Store Arkana og Den Lille Arkana. Den store Arkana består af 22 billedkort eller trumfer, mens den lille arkana består af 56 kort fordelt på 4 serier (stave, sværd, bægre og mønter) på hver 14 kort. De fire esser er vist til højre. 

 

 

Litteratur 

Til toppen af siden

©Lene Christensen