Til forsiden Astrologi Krystaller Mennesket Tarotkort Symboler De syv stråler E-mail

 











 

 

Stokke

Stokkene forbindes med elementet ild. I psykologisk forstand forbindes de med intuitionen. I mytologien forbindes de med spyd, f.eks. det spyd der blev stukket ind i siden på Kristus da han hang på korset. Stokkene fortæller om den magiske livsgnist og evnen til at danne billeder ud fra fri fantasi. Stokkene repræsenterer de udadrettede maskuline egenskaber.

Når vi trækker stokkene giver de svar om emner der handler om livsenergi, individualitet, indsigt, magt over evner, succes, fiasko, handels- og politisk talent.

Når vi trækker et af Hofkortene betyder det, at du kan møde en person med disse egenskaber eller, at du selv har brug for at udvikle dem.

Stokkenes Es - Vågnende ånd
En hånd i skyerne holder en stok med spirer hen over et landskab med et hvidt slot i baggrunden.

En kraftfuld bølge af energi og entusiasme
Et es betyder altid en ny begyndelse. Der kommer en tid med en voldsom kreativ energi og handlekraft. Du strømmer over af nye ideer og er parat til masser af nye begyndelser. Du er inspireret og optimistisk og får konstant nye indfald og starter nye projekter. Det fallosagtige udseende på stokken er et tegn på at energien overvejende er maskulin og derfor rettet mod handling i den ydre verden.

Når man er inspireret er det som regel fordi man er inde i en periode, hvor man lytter til den indre vejledning der kommer til en. Så kortet betyder også mulighed for åndelig vejledning.

To Stokke - Magt
En mand i rød kappe står ved brystværnet på en borg, i venstre hånd har han en spirende stok og i højre holder han en globus. Bag ham står endnu en stok. Foran ham ligger havet og et grønt og frodigt landskab. Til venstre er der en stenblok dekoreret med roser og liljer i kors.

Formulering af et nyt formål, mål eller projekt
Du er i en afventende situation, hvor du skal vælge hvad næste skridt skal være. Du venter måske på at intuitionen skal fortælle dig, hvad du skal gøre. Kortet kan også betyde, at du føler dig isoleret i kraft af den magtposition du har f.eks. på arbejdet, i familien eller lignende. Der er god mulighed for succes, men det kræver engagement og hårdt arbejde.

Kortet betyder at der er brug for forandring, måske i form af en rejse væk fra den daglige trummerum.

Tre Stokke - Dyd
En person i rød kappe står med ryggen til på en klippe og skuer ud over et gult hav hvor der sejler skibe, himmelen er også gul. Han støtter sig til en stok ved hans side, bag ham er endnu to stokke plantet i jorden.

Første fuldendelse på en idé eller et projekt
Du har gennemført et projekt og kan roligt føle dig tilfreds med det. Det er dog sådan, at der straks vinker endnu en opgave ude i horisonten, vi bliver aldrig færdige med den personlige udvikling. Din intuition har ført dig frem til der, hvor du er nu, hvis du stoler på den vil den også vise dig, hvilken vej du skal tage herfra.

Kortet kan antyde, at du har succes med handel med andre lande.

Fire Stokke - Fuldendelse
En blomsterranke er hængt om mellem fire stokke så de tilsammen danner en port. Bagved står to kvinder med blomsterbuketter hævet over hovedet. Helt i baggrunden ligger en borg, en bro fører over til den.

Velfortjent festlighed, en glædens tid
Du føler en form for stabilitet i dit liv, du har fuldført en opgave og det er tid til at fejre det. Du er inde i en periode, hvor du kan glæde dig og nyde de goder tilværelsen bringer. Måske har du netop overstået en eksamen, eller en vanskelig arbejdsopgave eller det er på det indre plan du kan fejre en triumf.

Det er et kort der antyder fest. Men det antyder også at der atter vil blive hverdag bagefter, så nyd det i fulde drag og vend derefter tilbage til hverdagens arbejde.

Fem Stokke - Strid
Fem unge mænd med hver sin stok, det er uvist hvad de er i gang med. Måske er det en venskabelig dyst, måske er det en alvorlig strid, måske samarbejder de for at bygge en bro.

Stridigheder i livet, irritation og besværligheder på kort sigt
Hverdagslivet er inde i en periode med megen strid og irritation. Du er frustreret og oplever konstant at alt er besværligt og mislykkes. Problemerne er ikke store, men det er nok til at livet bliver besværligt. Du skal konstant kæmpe for, at opnå den succes og den magt du ønsker.

Kortet kan også antyde, at du har et energioverskud der ikke bliver brugt på den rigtige måde, og derfor skaber små problemer for dig. Den energi vi indeholder kan bruges på mange måder, men ud skal den ellers sætter den sig som forskellige sygdomme. Det er vigtigt at vi er villige til at påtage os de forpligtelser som tilhører os.

Seks Stokke - Sejr
En mand med laurbærkrans om håret sidder på en hvid hest, der er iført et grønt klæde. Han holder en stok i højre hånd, på stokken sidder en krans. Bag ham er fem mennesker med hver sin stok.

Sejr, succes og offentlig hyldest
Helten vender sejrrig og dekoreret hjem. Du vil opnå anerkendelse og fremgang som resultat af dine anstrengelser. Du bliver mødt med positive udtryk og det kan betyde forfremmelse på jobbet eller forbedrede karrieremuligheder.

Der er mulighed for en udvidelse af bevidstheden og der er åbenhed overfor psykologisk forandring.

Syv Stokke - Mod
En ung mand i en grøn kjortel står aggressivt forsvarende sig selv på toppen af en klippe. Han bliver angrebet af seks stokke nedefra.

Hårdnakket konkurrence i forbindelse med arbejde og karriere
Du er i en situation der kræver, at du konstant udvikler dig for at følge med. Du føler dig angrebet fra alle sider, men egentlig har du overtaget fra starten, vær dog på vagt. Det er sundt med lidt konkurrence, det kan anspore os til at yde en ekstra indsats. Måske kan det også føre til forfremmelse.

Den første opgave er at opnå succes, den næste er at bibeholde den position man har opnået, eller måske endda forbedre den yderligere.

Otte Stokke - Flugt
Otte stokke kommer flyvende gennem luften over et grønt landskab med en flod.

En tid med aktivitet og spænding
Stokkene er i fuld fart på vej et eller andet sted hen. Du er også undervejs og det går hurtigt for tiden. Du er kreativ og god til at sætte dine ideer i bevægelse. Du går en travl og glad periode i møde.

Kortet kan også antyde en rejse, måske endda en flugt væk fra problemer.

Ni Stokke - Styrke
En såret men årvågen person står og holder en stok, bag ham står otte stokke plantet i jorden.

Tilbageholdt energi, en kraftanstrengelse
Du har kæmpet hårdt for dine ideer og er nu ude på den anden side. Du er endnu sårbar og derfor på mærkerne. Hvis endnu et angreb skulle komme er du parat. Du er udholdende og du har styrke og du evner at fortsætte helt til du er kommet over målstregen.

Kortet indebærer mod og beslutsomhed til at overvinde modstanden og nå målet på trods af svære omstændigheder.

Ti Stokke - Undertrykkelse
En mand bærer på 10 tunge stokke hen mod en landsby. Han kan intet se for stokkene skygger for hans blik.

Tunge byrder, man må lære begrænsningens kunst
Du har en tendens til at påtage dig for tunge byrder, tænk på om du har sagt ja til for meget. Det er vigtigt at man kender sine egne grænser og reagerer efter det.

Du er tynget af ansvar og har ikke overblik over tingene. Tag dine byrder op til overvejelse en efter en, og se om ikke du kan droppe nogen af dem.

Stokkenes Page - Ren intuition
En ung mand iført gul kjortel med salamandermønster betragter en stok. Han står i et goldt landskab med pyramide lignende bjerge. På hovedet har han en hat med en fjer.

Inspiration, frøene sås til nye kreative begyndelser
Du er opfyldt med nye ideer der er parate til at se dagens lys. Tankerne er kreative og kunstneriske. Du er entusiastisk og tror på dine egne ideer, det gør at du tør bringe dem frem i lyset. Når noget nyt spirer frem er det sårbart og behøver beskyttelse og omsorg for at kunne vokse og trives.

Den ungdommelige energi er stor og stærk, det giver en indre styrke og tro.

Stokkenes Ridder - Fleksibel intuition
En ridder i rustning og gul kjortel med salamandermønster, sidder på en rød stejlende hest. På hovedet har han en hjelm med orange fjerdusk og i højre hånd har han en stok. Han ridder i et goldt landskab med bjerge der ligner pyramider.

Flytning, rejser, bevægelser
Du har lyst til at være i fuldt firspring på vej et andet sted hen, men holder hesten lidt tilbage så den stejler. Det kan betyde at en flytning eller en rejse er under opsejling, overvej om du flygter fra noget. Du er opfyldt af et ønske om at lære nyt, opdage og søge efter dybe sandheder. Der kan komme spirituelle og intuitive oplysninger til dig.

Du er optændt af lidenskabelig kreativitet, hvilket kan føre til hovedkuls handlinger. Der vil komme forandringer i boligsituationen, i jobbet, i dit fædreland og i dit indre.

Stokkenes Dronning - Spirende selv
En kvinde iført gul kjole og guld krone sidder med en solsikke i venstre hånd og en stok i højre. Hun sidder på en trone med løvesymboler og foran hende sidder en sort kat.

Hjerte og hjem
Lige som kongen er hun omgivet af symboler på elementet ild. Dronningen betyder udvikling af kvaliteter som loyalitet, trofasthed, flid og kreative talenter. Hun ved hvad hun står for og hun står fast i forhold til hendes indre overbevisning.

Hun er lidenskabelig, intuitiv og optændt af en indre ild der brænder for de ting hun tror på.

Stokkenes Konge - Det bevidste selv
Kongen sidder, iført en gul kappe med salamandermønster på en trone dekoreret med løver og salamandre. Han bærer en krone af ild og om halsen har han en medaljon med en løve og for hans fødder står der en salamander. Han holder en stok i sin højre hånd.

Varme, entusiasme og tillid
Henviser til en periode med fantasi, vilje og livslyst. Det kan være som en indre søgen eller det kan være en helt konkret person der træder ind i ens liv.

Kongen er omgivet af ildsymboler og han er en ildsjæl. Han er morsom, optimistisk, gavmild og visionær og hans indflydelse er stor, han er aldrig kedelig og sjældent fredelig.

 

©Lene Christensen