| To hunde spærrer for adgangen til den evige stad,
målet for heltens rejse. Helten er udenfor billedet. Han er sunket dybt ned i
depressionen. Der er ikke nogen menneskelig figur til at hjælpe ham med at konfrontere
mørket. Han har mistet enhver kontakt til sit menneskelige selv. Nedsunket til dyrerigets
niveau er han oversvømmet af det ubevidstes vande. Ingen ledestjerne oplyser himlen.
Dette er rejsens mest trøstesløse øjeblik. Det kræver stort mod at drage ind i dette
område, som er fyldt med afgrundsdyb rædsel og ubegrænsede løfter. Helten må klare
overgangen nøgen og alene. Han må lade den kendte verden bag sig og gå frem i blinde og
uden sikkerhed. Helten kan ikke vende om. Han står i ingenmandsland, imellem to verdener.
Som et dyr kan han kun underkaste sig sin skæbne og stole på at hans dyriske instinkter
vil vise ham vej. I myter plejer helten her at skulle overvinde et uhyre.
Fortolkning af Månen
På kortet Månen står vi overfor en farefuld rejse gennem ukendt og
fjendtligt terræn. Der er sket noget i vores liv, og vi har fået et mål.
Vi tøver dog med at sætte i gang mod målet, da det kræver en række
besværlige ting af os. Måske er vi bange for at komme til at såre nogle
mennesker vi holder af, måske er vi bange for at hele vores tilværelse
vil vende op og ned. Vi kan gøre os mange forskellige tanker (eller
undskyldninger) for ikke at gå efter målet. Der er dog ingen udvej, når
vi først har set målet, og vi bestemmer selv hvor lang vejen skal være.
Månen kan også betyde at vi i øjeblikket er i nattens og drømmenes
rige. Vi lever ikke i nuet men derimod i fantasiens verden. Måske længes
du efter noget, bygger luftkasteller, frygter noget, er jaloux eller
bekymrer dig over noget som aldrig sker. Ryst mareridtet af dig, luk
øjnene op og gå efter målet. Fortolkning af symboler
Luna, månegudinden, kan drive mennesket til vanvid. Hendes magi kan lave
mennesker om til svin, og hendes hypnotiske blik kan lamme viljen.
De savlende hunde kan flå helten i stykker. En sådan
konfrontation kan betyde åndelig død, eller den kan indvarsle en genfødsel. Kun i de
områder, hvor de største rædsler findes, kan man finde den gyldne skat.
Helten må ikke dræbe hunden, han må finde på andre måder at
forholde sig til sine instinktive sider på, så han kan fortsætte rejsen.
Helten kan ikke krydse over til det udødelige selvs land, før
han har overvundet sin instinktmæssige side og gjort den bevidst. Det nytter ikke noget
at fortrænge den dyriske natur, da den så risikerer at vende sig i mod os. Vi må gøre
os til venner med den (med vagthundene), og de vil hjælpe os fremad.
Måske er det ikke helten hundene gør af, måske gør de op mod
månen. Måske er deres gøen en bøn om hjælp. Det går op for helten at på samme måde
som han har brug for deres instinktmæssige hjælp til at nå sit mål, har de også brug
for hjælp fra hans overlegne bevidsthed til at blive fri.
Hunden er menneskets bedste ven, og symbol for instinkterne.
Krebsen beskytter sit følsomme kød bag et
uigennemtrængeligt panser, og dens form har overlevet siden forhistorisk tid. Skelettet
bæres udvendigt. Det skiftes efterhånden som dyret vokser. Hos primitive folkeslag er
væsener med koldt blod ofte symboler på udødelighed, og bliver tilbedt som guder (fx
den ægyptiske skarabæ).
Når helten ikke længere er optaget af sin egen sikkerhed,
oplever han sin rejse som et helligt hverv, en opgave han er blevet pålagt af naturen.
Han ser menneskets udvikling til bevidsthed som et ufærdigt aspekt af skabelsen – et
aspekt som naturen har overladt det til ham at færdiggøre.
Ved hjælp af skarabæen, som også er opstandelsen (larve,
puppe, voksen), kan han krydse over. Der er ingen genvej.
Vi må opretholde kontakten til det vilde dyr i os og også til
det tamme dyr, uden at identificere os men nogen af dem. Falder vi tilbage på den hylende
ulvs stadie, er det ensbetydende med vanvid, bliver vi tæmmet helt med halsbånd og snor
er vi forvrængede og har gjort vold på vores instinktmæssige side. Vi har brug for
begge sider for at bevæge os fremad på stien.
Månen er bleg, omskiftelig og kold. I hendes lys kan vi se
hidtil ukendte skygger. Det blege månelys omformer verden og viser os en ny måde at se
os selv og omverdenen på.
Månen holder sit ene ansigt bortvendt for jorden. Hun afslører
sig ikke for menneskets intellektuelle nysgerrighed. Det mest værdifulde mennesket bragte
med tilbage fra månen var et billede af Jorden set fra månen. Der skabes ubevidst en
forbindelse til det indre barn.
|
