Hierofanten sidder på en trone mellem to søjler. Han
er iklædt en rød kåbe og på hovedet har han en tredelt guldkrone.
I venstre hånd holder han et trekors og med højre hånd velsigner
han to kronragede personer, som knæler for hans fødder. Foran på
tronen er anbragt et par krydsede nøgler.
Fortolkning af Hierofanten
Det er på tide at vende opmærksomheden mod spirituelle ting.
Inderst inde er der et dybt ønske om at finde en mening med livet,
for at dette kan lykkes må vi se verden i et spirituelt lys. Denne
søgen fører os ofte til en spirituel vejleder (guru) eller til et
studie af religion eller filosofi. Det endelige mål er at finde sin
egen indre Hierofant, kun her kan man være sikker på at få de
rigtige oplysninger.
Hierofanten tyder på, at frihed kan nås gennem viden. Måske bliver
du dårligt rådgivet eller du
videregiver ikke den viden du er i besiddelse af. Han kan betyde at vi
finder vores kald eller livsopgave.
Ypperstepræsten skal lære os, at undlade at dømme andre
mennesker ud fra vore snævre moralbegreber. Vi skal forsøge at se det
skete i et større og mere guddommeligt perspektiv og tilgive dem der
sårer os, "thi, de ved ikke hvad de gør".
Vi skal forblive tro mod vores personlige moralske principper, når
vi beslutter at holde op med at ryge, så gør vi det, når vi
beslutter at tabe os 10 kilo, så gør vi også det. Hvis vi konstant
beslutter noget, for så at opgive det dagen efter, føles det hver
gang inderst inde som et nederlag, som krop, psyke og tanke reagerer
på. Vi skal forsøge at rense os selv så det vi beslutter
også bliver virkelighed hver gang. Kun ved selv at være ren kan man
forvente det samme af sine medmennesker.
Hierofanten er et af tarottens beskyttende kort (sammen med
Ypperstepræstinden og Stjernen). Det kan også stå for ægteskab.
Fortolkning af symboler
I andre tarotsæt fremstilles ypperstepræsten som en pave, hvor
paven er den organiserede religions magtcentrum. Hierofanten har da
også visse lighedspunkter med en pave, mange af symbolerne er
pavelige.
Den gyldne stav i Hierofantens venstre hånd har et tredobbelt kors
i enden, den er et symbol for paven. Staven med de tre tværbjælker
og den tredelte guldkrone symboliserer, at han har herredømme over de tre verdener (ånd,
sjæl og krop). Paven bærer den gyldne tredelte krone ved vigtige
lejligheder, som ikke er liturgiske (som ikke er et kirkeritual), her symboliserer den
treenigheden. Den symboliserer også, at han har forenet de maskuline
og de feminine sider i sig. Når der opstår en forbindelse (anthakarana)
mellem den højre og venstre hjernehalvdel, siger man at lyset i
hovedet tændes, kronen symboliserer dette.
Hierofanten har højre hånd løftet med tre af fingrene strakt og
håndfladen udad, hvilket betyder, at han velsigner de to knælende
med guddommelig nåde og beskyttelse. Den højre hånd er magtens
hånd. En oprakt hånd med tre fingre strakt er symbol for
treenigheden, tommelfingeren er Faderen, pegefingeren er Helligånden
og langemand er Sønnen. De bøjede fingre ringfingeren og
lillefingeren er de to sider af Kristus, det feminine og det
maskuline.
De to søjler er grå og repræsenterer modstillede forhold (ikke
modsætninger) som f.eks. Livets Træ og Kundskabens Træ. Hullet
imellem søjlerne virker som en port til en ny verden, måske en
større bevidsthed eller paradisets have. Hierofanten sidder og vogter
indgangen, ligesom Sankt Peter vogter indgangen til paradis (attribut
for Sankt Peter er en nøgle). Hierofanten har magt til at afvise
eller give sin velsignelse til dem der vil derind. Han er med den
løftede højre hånd ved at give sin velsignelse til de to søgende
sjæle, der knæler foran hans trone.
Cirklerne med kors på tronens fodstykke symboliserer paradiset og
de fire floder, der udsprang fra dets centrum, Livets Træ, og strømmede
ud mod de fire verdenshjørner. De er også symbol for forandring og
fremgang. De krydsede nøgler foran på tronen er et symbol på
integrationen af den skjulte doktrin og dens ydre manifestation, han
åbenbarer dagligt de hellige aspekter af livet.
De to knælende personer foran Hierofanten er iført henholdsvis en
klædning med røde roser og en med hvide liljer. De røde roser er
den rene kærlighed befriet for den kødelige og de hvide liljer er
renhed og uskyld. De bærer begge en gul stola. Stolaen er symbol på
præstelig magt og værdighed. Den solgule farve er symbol for solens
lys og intellekt, intuition, tro og godhed. De to kan også
symbolisere modsætninger som mand-kvinde og god-ond. Hierofanten er
ved at velsigne dem, måske får de lov til at træde ind mellem
søjlerne og ind i paradisets have, eller med andre ord, de er nu så
rensede, at de står på tærsklen til en bevidsthedsudvidelse.
Hierofanten er et udtryk for menneskets stræben efter
forbindelse til det guddommelige for den trofaste søgen efter mening, som placerer
mennesket over dyrene. Han udgør en bro mellem mennesker og Gud. Han
afgør alle moralske tvivlsspørgsmål, og vurderer autenticiteten af alle mystiske
oplevelser. Han fortolker den åndelige lov og afgør indviklede problemer
angående synd og helgenstatus. Han er loven og som Guds talsmand er han ufejlbarlig. Han
hersker enevældigt, hævet over resten af menneskeheden, selv kejseren må knæle for
ham.
Vores indre Hierofant er den del af os der længes efter at finde
en mening med livet, det er et instinkt i
den menneskelige psyke som er en medfødt evne en kreativ kraft, der
i virkeligheden er langt
stærkere end trangen til fysisk forplantning. Den religiøse tendens er sublimering af
seksual driften, et aspekt som for alvor kom til udtryk i middelalderens
klostre.
Hver gang egoet bliver identificeret med en arketypisk figur,
udstråles der en kraft, der er fascinerende og respektindgydende, men samtidig
rædselsvækkende og frastødende. Fordi denne form for magt er overmenneskelig, er det
vanskeligt at forholde sig til den på en menneskelig måde.
Ypperstepræsten som arketype går med hengivenhed ind
for åbenlyst religiøse eller filosofiske sager. Findes der ikke en sådan sag, kan han
kaste sig ud i vegetarisme, økologi, organiske dyrkningsmetoder eller gruppeterapi.
De arketypiske kræfter, der påvirker vores indre, må vi først
opleve som noget der eksisterer i de ydre omgivelser. Vi projicerer ofte trækkene over
på andre mennesker. Ved at se dem hos mennesker vi kender, lærer vi efterhånden, at vi
også selv indeholder de samme potentialer og træk. Når vi bliver opmærksomme på vores evner for såvel godt som
ondt, falder de overdrevne projektioner, som vi har overført på vores venner og fjender,
gradvis bort. De (og vi) antager til sidst menneskelige dimensioner. Det er en lang vej i vores personlige udvikling. Vi har brug for
stærke og pålidelige projektionsbærere, hvis vi skal blive bevidst om de mange
kræfter, der opererer inde i vores menneskelige psyke.
Tallet 5 symboliseres af Femstjernen, som er symbol for mennesket. 5 forbinder de
fire elementer og de fire verdenshjørner med ånden (4+1 = 5)
|