Til forsiden Astrologi Krystaller Mennesket Tarotkort Symboler De syv stråler E-mail

 

Mennesket
 
Kroppen
Æterlegemet
Astrallegemet
Mentallegemet
Sjælen
 
Centrene
Rodcentret
Haracentret
Solarplexus
Hjertecentret
Halscentret
Pandecentret
Kronecentret

 

 

Hara centret

Antal opdelinger: 6 blade
Placering: 4 fingerbredder under navlen, 3. lændehvirvel
Kirtel: Kønskirtler
Farve: Orange
Element: Vand
Sans: Smagssansen
Ansvarlig for: Skabende gendannelse
 

Abdominal-centret kaldes også Hara-centret og det styrer vores kønskirtler (æggestokke, testikler. prostata). Der er et underordnet chakra placeret over hver af vore kønskirtler.

Centret er sæde for de oprindelige, ufiltrerede følelser, seksuelle energier og kreative kræfter. Det er knyttet til vandelementet og det er i vandet livet opstod, vandelementet er også knyttet til det følelsesmæssige plan. Det er gennem dette center vi viderefører slægten og samtidig er forbundne til naturens evige kredsløb.

Abdominalcentret har at gøre med seksualitet og kontrol over følelser i form af at kunne bestemme om man ønsker at udtrykke en bestemt følelse. Det er også det center der styrer spontanitet, lyst, livsglæde og vrede. Er det i balance har man lyst til og glæde ved seksualitet, man har en indre ro selv i pressede situationer. Blokeringer medfører seksuelle problemer, manglende spontanitet og hengivelse. Man er ofte vred på andre mennesker der følger deres lyst i stedet for at følge pligten.

For at kunne udvikle et velfungerende center, skal vi som børn lære at dele og respektere andre mennesker. Vi skal lære selvværd, et selvværd som ikke er afhængig af bekræftelse udefra. Vi skal gennem kærtegn og ømhed føle at vi er elskede og værdige til kærlighed. Mangler man disse erfaringer, vil man som voksen ønske at besidde andre mennesker og/eller penge.

Ofte opstår der også ubalance i puberteten hvor den spirende seksualitet støder i mod gængse normer, forældre, samfundet osv. Forældre og samfundet er ofte ikke i stand til at takle disse problemer på en hensigtsmæssig måde.

Harmonisk funktion
Man strømmer med livet og følelserne. Man er åben og naturlig i sin omgang med andre mennesker, især overfor det modsatte køn. Man føler skabelsens strøm gennem sin krop, psyke og tanker.

Disharmonisk funktion
Man har en manglende evne til at styre følelserne, ofte med undertrykkelse til følge. De undertrykte følelser hober sig op inden i og eksploderer på et tidspunkt på en helt ukontrollabel måde. Undertrykkelse og ukontrollable følelsesudbrud kan gøre os farlige både for os selv og andre. Den manglende kontrol over os selv gør at vi i stedet forsøger at få magten over andre med deraf følgende magtkampe.

Den disharmoniske funktion kan også medføre seksuelle problemer i form af voldsomme fantasier, sex som narkotika, undertrykt begær der kommer til pludselig voldsom udløsning.

Sygdomme
Med placeringen i underlivet giver abdominal-centret energi til benene, de nedre tarme, lændehvirvlerne, bækkenområdet, blindtarmen, kønsorganerne, blæren, binyrerne og kønskirtlerne. De sygdomme der typisk optræder er menstruationsproblemer, barnløshed, underlivsinfektioner, impotens, prostataproblemer, kønssygdomme, lændesmerter, diskusprolaps i lænden, blære- og urinvejsinfektioner.

Kønskirtler
Omfatter kvindens æggestokke og mandens testikler. Hormonerne er tæt forbundet med vores instinkter, og derfor fundamentet i vores personlighed. Kønskirtlerne er styret af hypothalamus og hypofysen. Det er dem der bestemmer om vi bliver en mand eller en kvinde. Æggestokkene leverer æg og testiklerne leverer sæd til befrugtning af ægget. Kønskirtlerne bærer ansvaret for genernes videreførelse.

Både mænd og kvinder har begge kønshormonerne (østrogen og testosteron), og kan i øvrigt omdanne det ene hormon til det andet. Hormonerne bruges til noget forskelligt i vores krop, og vi kan ikke undvære nogle af dem.

Det kvindelige kønshormon er østrogen. Mangelsymptomer kan studeres når kvinden kommer i overgangsalderen. Symptomerne er hedeture, svedudbrud, skedetørhed, urinvejs- og underlivsinfektioner, irritabilitet, hukommelsesbesvær, mindreværd, ulyst til sex, ledproblemer, kredsløbsforstyrrelser, knogleskørhed osv. Ved øget østrogenproduktion ses emotionel aggressiv adfærd, livmoderkræft, brystkræft, væskeophobninger, brystspændinger, pletblødning, hovedpine.

Østrogen har også betydning for feminine aggressioner. Den feminine aggression er rettet mod følelsesmæssig magt, psykisk dominans og følelsesmæssig tryghed.

Det mandlige kønshormon er testosteron. Testosteronet er ansvarlig for kropsbehåring, basstemme, kønsdrift, muskelmassen og højden. For meget testosteron medfører fedtet hud, leverskader, aggression, øget kønsdrift. For lidt testosteron medfører underudviklede muskler, nedsat kønsdrift, impotens, ufrugtbarhed, træthed, lys stemme manglende kønsbehåring. Mandlig aggression er rettet mod fysisk magt, erobring, materiel kontrol og fysisk tryghed.

Man kan måske groft sige at manden sørger for et trygt territorium, mens kvinden sørger for den gode følelsesmæssige tryghed inden for hjemmet.

Opnå balance
Når der er balance i kønshormonerne føles en dyb fysisk og emotionel tryghed. Vi skal turde være rigtige kvinder og rigtige mænd. For kvinderne betyder det, at de først og fremmest skal have den emotionelle tryghed i orden. For mændene betyder det, at de skal have den fysiske tryghed i orden. Når disse ting er i orden kan kønnene integrere hinandens værdier.

Det handler først og fremmest om tryghed, sørg for at drage omsorg for dig selv på samme måde som livmoderen drager omsorg for barnet. I livmoderen lå vi trygt og varmt, vi var beskyttede, omsluttede, fik næring og liv. Det forventer vi også at få efter fødslen, men desværre fungerer verden ikke helt sådan. I løbet af barndommen mister mange af os troen på at livet er trygt og omsorgsfuldt. Ofte er de krav og behov vi har stillet blevet afvist. På den måde har vi lært at afvise os selv og vores behov.

For at genoprette balancen må man sætte sig selv i centrum (ikke som egoist) og drage omsorg for sine basale fysiske og psykiske behov. Lyt til de indre signaler, som en mor der våger over sit nyfødte barn. Den fysiske tryghed omfatter, søvn, mad, drikke, toiletbesøg og motion. Den psykiske tryghed handler om fysisk kontakt og socialt fællesskab med andre. Vær opmærksom på din krops fysiske og psykiske signaler og reager på dem med det samme.

Det tager lang tid at genoprette gamle ubalancer så klø på i månedsvis indtil du føler dig helt tryg.

©Lene Christensen