Solsystemet

Vores solsystem består af en gennemsnitlig stjerne, som vi kalder Solen samt planeterne Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun og Pluto. Det indbefatter også: planeternes måner, kometer, asteroider, meteorer, oort-skyen samt det interplanetariske stof.

Solen er den overvejende kilde til elektromagnetisk energi (mest i form af varme og lys) i solsystemet. Vores nærmeste nabostjerne er den røde dværgstjerne kaldet Proxima Centauri, som er 4,3 lysår væk (i virkeligheden består den af 3 stjerner, som står tæt sammen). Hele solsystemet, sammen med de lokale stjerner, er en del af galaksen Mælkevejen, en spiralgalakse med 200 milliarder stjerner. Hele Mælkevejen drejer rundt om sit centrum.

Mælkevejen har to små galakser liggende i nærheden, de drejer om den og de er synlige fra den sydlige halvkugle. De kaldes den store Magellanske sky og den lille Magellanske sky. Den nærmeste store galakse er Andromeda Tågen (M31). Den er en spiral galakse, som mælkevejen, men er 4 gange så massiv og er 2,3 millioner lysår væk. Vores galakse, en af milliarder af kendte galakser, rejser gennem intergalaktisk rum.

Planeterne, de fleste måner og asteroiderne bevæger sig rundt om Solen i den samme retning i næsten cirkulære baner. Når man ser ned på solsystemet fra Solens nordpol bevæger planeterne imod urets retning. Planeterne drejer om Solen i næsten det samme plan, kaldet ekliptika. Pluto er en speciel sag da dens bane hælder (18 grader) og dens bevægelse er meget  mere elliptisk end andre planeters. På grund af dette er Pluto til tider tættere på Solen end Neptun. Aksen for planeternes egen rotation er for de fleste næsten vinkelret på ekliptika. Undtaget er Uranus og Pluto, som begge er vippet om på siden.

Sammensætningen af Solsystemet

Solen indeholder 99,85% af alt stof i Solsystemet. Planeterne, som er kondenseret ud af den samme skive af materiale som dannede solen, indeholder kun 0,135% af massen i solsystemet. Jupiter indeholder mere end dobbelt så meget stof som alle de andre planeter til sammen. Planeternes måner, kometer, asteroider og meteorer samt det interplanetariske stof står for de sidste 0,015%. Følgende tabel er en liste over masse fordelingen indenfor vores solsystem.

Det Interplanetariske Rum

Næsten hele solsystemet synes volumenmæssigt at være et tomrum. Dette vacum af "rum" er dog langt fra tomt, det indeholder interplanetarisk stof. Det inkluderer forskellige former for energi og mindst to materielle komponenter: interplanetarisk støv og interplanetarisk gas. Interplanetarisk støv består af mikroskopiske faste partikler. Interplanetarisk gas er en tynd strøm af gas og ladede partikler, mest protoner og elektroner -- plasma -- som strømmer fra Solen, det kaldes Solvinden. Solvinden har en stor effekt på hele solsystemet, det ses tydeligt på komethaler. Hastigheden af solvinden er omkring 400 kilometer pr. sekund i nærheden af Jordens bane. Det punkt hvor solvinden møder det interstallare stof, som er "solvinden" fra andre stjerner, kaldes heliopausen. Det er en grænse som teoretisk set er groft cirkulær eller tåreformet, som markerer grænsen for solens indflydelse måske 100 AU fra Solen. Rummet indenfor heliopausen, som indeholder Solen og solsystemet, kaldes heliosfæren.

Solens magnetfelt strækker sig ud i interplanetarisk rum; det kan måles på Jorden og af rumsonder. Solens magnetfelt er det dominerende magnetiske felt gennem de interplanetariske regioner af solsystemet, undtagen i den umiddelbare nærhed af planeter, som har deres eget magnetiske felt.

Terrestriske Planeter

De terrestriske planeter er de fire inderste planeter i solsystemet, Merkur, Venus, Jorden og Mars. De kaldes terrestriske fordi de har en kompakt, sten overflade ligesom Jorden. Planeterne Venus, Jorden og Mars har en signifikant atmosfære mens Merkur næsten ikke har nogen.

Joviane Planeter

Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun er kendt som de Joviane (Jupiterlignende) planeter, fordi de alle er gigantiske sammenlignet med Jorden og de har en gasagtig natur som Jupiter. De Joviane planeter kaldes også gasgiganter, selv om nogle eller alle måske har en lille solid kerne.

Statistiske informationer om Solen og Planeterne

* Solens omdrejningstid ved overfladen varierer mellem ca. 25 dage ved ækvator til 36 dage ved polerne. Dybt nede, under convektionszonen, ser alting ud til at rotere med en periode på 27 dage.

AU: Astronomiske enheder, én astronomisk enhed svarer til middelafstanden mellem Jorden og Solen - 149,6 mio km

Til toppen af siden

©Lene Christensen      E-mail