Kometer
Kometer er små, skrøbelige, irregulære legemer, som er
dannet af en blanding af støvkorn og frosne gasser. De har højest
elliptiske kredsløb, der bringer dem meget tæt på Solen og svinger dem
dybt ud i rummet, ofte udenfor Plutos bane.
Kometstrukturer er forskellige og meget dynamiske, men de har alle
dannet en omgivende sky af diffust materiale, kaldet koma, som vokser i
størrelse og klarhed når kometen nærmer sig Solen. Sædvanligvis er der
en lille klar kerne (mindre end 10 km i diameter) i midten af komaen.
Komaen og kernen udgør tilsammen hovedet af kometen.
Når kometen nærmer sig Solen udvikler den en enorm hale af lysende
materiale, der strækker sig millioner af kilometer fra hovedet, væk fra
Solen. Når den er langt væk fra Solen er kernen meget kold og alt
materiale er frosset til en fast masse sammen med kernen. I dette stadie
bliver kometerne sommetider kaldt "beskidte isbjerge" eller
"beskidte snebolde" da over halvdelen af deres materiale består
af is. Når en komet kommer indenfor nogle få AU
(Astronomiske enheder) fra Solen, begynder overfladen af kernen at varme
op og fordampe. De fordampede molekyler koger op og bærer små faste
partikler med og danner kometens koma af gas og støv.
Når kernen er frosset kan den kun ses, når den reflekterer sollyset.
Men når komaen udvikles, og støvet tilbagekaster stadig mere sollys og
gassen i komaen absorberer ultraviolet stråling så begynder den at
flousere. Omkring 5 AU fra Solen begynder flouressencen at blive mere
intens end det tilbagekastede lys.
Når kometen absorberer ultraviolet lys, frigiver kemiske processer
brint, som så undslipper kometens tyngdekraft og danner en
brintindpakning. Indhylningen i brint kan ikke ses fra Jorden, da dens lys
er absorberet i vores atmosfære. Den er blevet set fra rumfartøjer.
Solens strålingstryk og solvinden accelererer materiale væk fra
kometens hoved, hastigheden afhænger af størrelsen og massen af
materialet. Dog, relativt massive støvhaler bevæges langsommere og har
en tendens til af være buede. Ionhaler er meget mindre massive og her er
accelerationen så høj, at det ses som næsten lige linier der strækker
sig væk fra kometen modsat Solen.
Hver gang en komet besøger Solen mister den noget af sit materiale.
Eventuelt bliver den til endnu en klippeklump i solsystemet. Af den grund
anses kometer for at være kortlivede i en kosmologisk tidsskala. Mange
videnskabsfolk mener, at nogle asteroider er udslukte kometkerner, kometer
der har mistet alt det flygtige materiale, der kunne fordampe.
Røntgenstråler fra kometen Hyakutake
27 marts 1996, da kometen var næsten tættest på Jorden opdagede man
røntgenstråler fra den. Styrken og hurtige forandringer i intensiteten
var overraskende og undrede astronomerne. Man havde ikke tidligere
observeret røntgenstråler fra en komet. De stærke forandringer i
klarheden af strålerne skiftede over få timer. Det var også et
mysterium hvilke fysiske processer der dannede strålerne. Strålerne
synes at komme fra en halvmåneformet region på solsiden af Hyakutake.
En forklaring på fænomenet kan være at røntgenstråler fra Solen
absorberes af de vanddampholdige skyer og kometens kerne. Herfra bliver de
genudsendt af molekylerne i en proces fysikere kalder flouoressence. I
følge denne ide er skyerne så tykke at det kun er solsiden, der absorbere
strålerne, de når aldrig igennem til resten af skyen. Det kunne forklare halvmåneformen i stedet for en sfærisk form.
En anden mulig forklaring er, at røntgen strålerne er produceret fra
en voldsom kollision mellem kometens materiale og den supersoniske vind af
plasma og partikler, som strømmer væk fra Solen.
S4-Linear sommeren 2000
|
