Jupiter

Hvis Jupiter var hul kunne den indeholde mere end 1.000 Jordkloder. Den indeholder også mere materiale end alle de andre planeter tilsammen. Dens masse er 1,9x1027 kg og den er 142.800 km tværs over ækvator. Jupiter har 16 satelitter, de fire - Callisto, Europa, Ganymedes og Io - blev observeret af Gallileo i 1610. Den har et ringsystem, men det er meget svagt og helt usynligt fra Jorden. (opdaget 1979 af Voyager 1). Atmosfæren er meget dyb, måske går den hele vejen igennem planeten, og sammensætningen ligner den på Solen. Den består hovedsageligt af brint og helium, med små mængder metan, ammonia, vanddamp og andre forbindelser. I stor dybde indeni Jupiter er trykket så stort, at brint atomerne mister elektronerne. Atomerne kommer til at bestå udelukkende af protoner, dette betyder at brint bliver metallisk.

De farverige langsgående bånd er atmosfæriske skyer og stormene viser Jupiters dynamiske vejrsystemer. Skyernes mønster skifter indenfor timer eller dage. Den store røde plet, en kompleks storm, drejer modsat urets retning med 400 km i timen, og stormen bevæger sig mod vest. Den røde plet er mere end 13.000 km i nord-syd gående retning og 26.000 km i øst-vest gående retning. I yderkanten af stormen bevæger materiale sig rundt i løbet af fire dage, i centrum synes det at stå stille. Der findes mange andre storme fordelt rundt i Jupiters skybånd. Nogle store hvide storme er observeret til at bevæge sig mod øst, altså modsat af den røde storm.

Aurora udladninger, lignende nordlyset på Jorden, kan ses ved Jupiters poler. Aurora udladningerne synes at være relateret til at materiale fra Io, i spiralform bevæger sig langs magnetiske feltlinier og strømmer ind i Jupiters atmosfære. Lyn mellem supercelleskyerne i den høje atmosfære blev også observeret (ses også på Jorden).

Jupiters ring

Jupiter har et simpelt ringsystem (i modsætning til Saturns komplicerede), som består af en indre halo en hovedring og en Gossamer ring, som i virkeligheden er to ringe, hvoraf den ene er indlejret i den anden. Ringene er meget svage og består af støvpartikler, som stammer fra meteorer, der knuses ved sammenstødet med Jupiters fire inderste måner Metis, Adrastea, Thebe og Amalthea. Mange af partiklerne er mikroskopiske i størrelsen. Ringene er til sammen omkring 6.500 km brede og sandsynligvis mindre end 10 km tykke.

Den inderste haloring er flad (toroidal?) og strækker sig fra 92.000 til 122.500 km fra Jupiters centrum. Den er dannet af fine støvpartikler, som ligesom falder ud af hovedringen, måske fordi de tiltrækkes af Jupiter. Hovedringen er den klareste af ringene og strækker sig fra haloringens ydergrænse til 128.940 km, eller netop indenfor Adrastas bane. Tæt på Metis'es bane er hovedringens klarhed mindre.

De to svage Gossamer ringe er ret ensartede af natur. Den inderste Amalthea Gossamer ringen strækker sig fra Adrastas bane og ud til Amaltheas bane 181.000 km fra Jupiters centrum. Den svagere Thebe Gossamer ring strækker sig fra Amaltheas bane til Thebes bane 221.000 km.

Jupiters ringe og måner eksisterer indenfor et strålingsbælte af elektroner og ioner fanget i planetens magnetiske felt. Disse partikler og felter danner de Jupiterske magnetosfære, som strækker sig 3-7 millioner kilometer mod Solen ag strækkes ud i en vindposefacon mindst ud til Saturns omløbsbane, en afstand på 750 millioner km.

Jupiter Statistik Masse (kg) 1,900 x1027 Masse (Jorden = 1) 317,94 Radius ved ækvator (km) 71.492 Radius ved ækvator (Jorden = 1) 11,209 Middel vægtfylde (g/cm³) 1,33 Middelafstand fra Solen (km) 778.330.000 Middelafstand fra Solen (Jorden = 1) 5,2028 En rotation om sig selv (dage) 0,41354 En rotation om solen (dage) 4332,72 Middel omdrejningshastighed (km/sek) 13,07 Bane excentricitet 0,0483 Aksens hældning (grader) 3,13 Banens hældning (grader) 1,308 Ækvatorial tyngdeacceleration (m/sek²) 22,88 Ækvatorial undvigelseshastighed (km/sek) 59,56 Albedo 0,52 Størrelse (Vo) -2,70 Middel skytemperatur (ºC) -121 Atmosfærisk tryk (bar) 0,7 Atmosfærens sammensætning: Brint Helium Sporstoffer: Ammoniak, Kulstof, Svovl, Fosfor 90% 10%

Jupiters Måner

Da Galileo Galilei rettede sit hjemmelavede teleskop mod himmelen og opdagede tre punkter som var arrangeret i lige linie med Jupiter, fangede det hans nysgerrighed. Han observerede stjernerne og så at de bevægede sig den forkerte vej, og få dage senere dukkede endnu en stjerne op. Efter at have observeret stjernerne i nogle uger konkluderede han, at de ikke var stjerner men planeter, der bevægede sig rundt om Jupiter.

De resterende 12 måner blev opdaget i løbet af de århundreder der fulgte. I 1979 og 1996 blev disse mærkelige frosne verdner undersøgt af først Voyager og senere Galileo mens de fløj forbi Jupiter.

Tolv af Jupiters måner er relativt små og synes nærmere at være opfanget end at være dannet i kredsøb om Jupiter. De fire største Io, Europa, Ganymedes og Callisto menes at være dannet som en del af dannelsen af Jupiter.

I tabellen er månerne nævnt efter deres afstand i forhold til Jupiter.

Til toppen af siden

©Lene Christensen      E-mail